Drop kaloriehysteriet – dit blodsukker afgør din sundhed

Anette Sams

Anette Sams, PhD, farmaceut, forsker og leder har den 11. august 2016 skrevet en meget interessant artikel om blodsukker.

Annette Sams skriver blandt andet:
En forudsætning for at forstå blodsukkeret er at tænke i blodsukker – selvom vi ikke kan se det. Der er nemlig afsindig meget sundhed, velvære og energi i et stabilt blodsukker. Det skyldes ganske enkelt, at hyppig forekomst af forbigående højt blodsukker har mulighed for at igangsætte en negativ spiral af sult, træthed, nedsat fedtforbrænding, nedsat evne til at holde blodsukkeret på et konstant niveau og endnu mere sukkertrang. På det cellulære niveau kan det gentagne forbigående høje blodsukker forværre tilfældige sygdomsmekanismer (bl.a. inflammationsprocesser), som tapper dig for energi. Når inflammationsprocesser vedligeholdes med højt blodsukker, kan risikoen for en lang række sygdomme øges og symptomer forværres. Derfor oplever mange – også helt sunde og raske mennesker – en nærmest mirakuløs forandring af energiniveauet, når de opnår et kompromisløst stabilt blodsukker.

Få styr på dit blodsukker

Kroppen har mange imponerende funktioner. Én af dem der imponerer mig mest, er de mange systemer, der spiller sammen for at holde mængden af sukker i blodet helt konstant. Når vi giver den lov. Prøver vi konstant at hjælpe blodsukkerreguleringen ved at dosere sukker hele dagen, vender kroppen sig af med at finjustere blodsukkeret. Så hænger du selv på den – og selvom du kun spiser lidt sukker, er der næsten statsgaranti for, at du tager på i vægt, fordi du ikke udnytter dynamikken i dine energilagre.

Vi skal helst hele tiden have 5 g sukker i vores ca. 5 l blod. Det svarer til ca. 5,5 mM – eller ca. 2 sukkerknalder. Sukkermængden kan stige lidt, efter vi har indtaget forskellige måltider, men inden for et kort tidsrum er overskydende sukker normalt lagret i muskler og lever. Det er godt. Går der efter et solidt måltid en lang periode, hvor du ikke spiser noget, kan musklerne bruge af det lagrede sukker, og leveren kan forsyne blodet og alle kroppens celler med brændstof. Føler du, at du går sukkerkold mellem solide hovedmåltider – så prøv at tage 10 englehop i stedet for en sukkersnack. På denne måde doserer kroppen lige præcis den mængde sukker til dig, som du har brug for. Du holder dit blodsukker stabilt – og du kan fortsætte indtil aftensmaden uden, at den næste sukkertrang melder sig. Det forudsætter naturligvis, at du spiser solide hovedmåltider med masser af grøntsager, essentielt fedt og protein – og gælder ikke hvis du f.eks. løber Marathon mellem hovedmåltiderne.

Anette Sams skriver også om at sukker til kroppen kan være gave eller snydepakke, hun beder os huske at fodre mikrobiotaen og tænke i indpakning fremfor indhold. Anette Sams giver også et bud på,

Hvor meget sukker tåler jeg så?

Et stabilt blodsukker kræver, at vi lagrer sukker i muskler og lever præcis ligeså hurtigt, som det optages fra tarmen over i blodbanen og altså ikke ligeså hurtigt, som vi forbrænder det. Effektiv sukkerlagring nedsættes med alderen og ved inaktivitet. Fysisk aktivitet har en fantastisk god effekt på muskler og levers lagringsfunktion, så hvis du jævnligt er fysisk aktiv, kan du hurtigt lagre selv store mængder sukker. For super veltrænede personer vil ½ l sodavand dog give en markant blodsukkerstigning (fra de normale 5,5 mM til ca. 9-15 mM!). Raffineret sukker bør altså ikke være en del af den almindelige kost, og alle fødevarer med indhold af raffineret sukker bør opfattes som nydelsesmidler.

Læs hele artiklen her.