🌸 Dag 9 – Et minde fra barndommen, hvor jeg følte mig helt levende

Der er steder, hvor tiden står stille – hvor barndommens latter stadig hænger i luften.

Mellem 1965 og 1976 boede vi på Østerbro i København, tæt ved Classens Have.
En lille frodig eventyrhave midt i byen, gemt mellem de høje ejendomme på Livjægergade, Classensgade, Strandboulevarden og Arendalsgade.

Det var dér, min bror Jørgen og jeg tilbragte utallige timer.
Senere sluttede min veninde fra opgangen, Anette, sig til os – hende, der senere forelskede sig i Jørgen, blev gift med ham og fødte hans børn: mine skønne niecer og min dejlige nevø og gudsøn.

Legepladsen tættest på Classensgade var som et lille paradis.
Der var klatrestammer, hvor vi legede “jorden er giftig”, og en bane, hvor vi sprang fra stamme til sandkassens kant.
En rund metalkarrusel, som vi selv løb i gang – de små børn holdt den i gang, mens de store satte farten op.
Der var gynger lavet af sorte bildæk, en rutchebane og den der særlige duft af solvarmt metal, sand og sommer.

I den anden ende af haven – med indgang fra Arendalsgade – lå en indhegnet boldbane med asfalt og trådhegn.
Øverst var der pigtråd, som punkterede plastikboldene, når vi sparkede for højt.
Jeg husker ikke, at mine forældre var med os i haven, men jeg husker trygheden.
Den måde solen faldt mellem træerne på.
Lyden af gynger, der knirkede.
Og følelsen af frihed – at være barn i sin egen verden.

Mellem legepladserne lå små græsplæner, omgivet af buske og jordtoppe.
Om sommeren lå vi dér og solede os, halvt skjult mellem blomster og blade.
Der var bunkere fra krigens tid, buster og statuer – blandt andet af manden, der havde givet haven og gaden sit navn: J.F. Classen.

Jeg husker også en enkelt aftentur i haven.
Flettede fingre. Små kys.
Per, som dengang var min kæreste og siden blev min mand og far til mine sønner, Mikael og Lasse.
Et øjeblik så stille og levende, at det stadig bor i mig.

I august 2024 talte jeg med Per om haven – til vores barnebarn Noras navngivningsfest, det sidste af vores fire fælles børnebørn.
Han huskede boldbanen, pigtråden og den gamle opsynsmand, som børnene kaldte “Haveren”.
Når han nærmede sig, lød råbet: “Haveren kommer!”
Og vi løb grinende hver til sit.

Da jeg havde skrevet denne historie i min e-bog Historier fra mit liv, tog Bo og jeg en dag til Classens Have.
Det var en stille, solrig dag, og det var så hyggeligt at gå rundt i haven igen.
At se de gamle stier, legepladsen, træerne – og mærke barndommens glæde blande sig med nutidens taknemmelighed.

For dér, midt i storbyen, mærkede jeg igen, hvordan livet føltes, dengang jeg var helt levende.

💭 Refleksion

Hvilke minder fra min barndom får mig stadig til at føle mig levende?

Hvad var det ved netop dét øjeblik, der satte sig fast i mig?

Hvordan kan jeg skabe små øjeblikke af samme livsglæde i dag?