🍂 Dag 4 – At give slip, når jeg helst vil holde fast

“Nogle gange er modstand bare kærlighed i forklædning – kærlighed, der prøver at beskytte os, indtil vi er klar til at give slip.”

Jeg har mødt forandringer mange gange i mit liv.
Nogle har jeg selv valgt, andre blev valgt for mig.

Hver gang livet trak i en ny retning, jeg ikke havde bedt om, mærkede jeg modstanden.
Den kom ikke altid som vrede eller oprør – ofte som en stille knude i maven.
Et nej tak, pakket ind i høflighed.
Men jeg ville ikke mærke den.
Jeg skubbede den væk.

Som barn var jeg nok det, mange ville kalde “en forkælet tøs”.
Jeg fik min vilje i meget, og jeg lærte egentlig aldrig, hvad modstand var –
slet ikke hvordan man taklede den.

Når jeg tænker tilbage, ser jeg, at jeg ofte vendte ryggen til, når jeg mødte modstand.
Jeg blev ikke og kæmpede.
Jeg mærkede ikke efter, hvad modstanden gjorde ved mig.
Jeg blev i hovedet, tænkte mulighederne igennem – og handlede.

Jeg husker især den dag, jeg fik beskeden om, at jeg var fyret.
Jeg troede, jeg skulle blive der, til jeg gik på pension.
Jeg kunne ikke se, at døren, der lukkede, også var begyndelsen på noget nyt.
Jeg så kun tabet.
Tabet af et godt lønnet job.
Tabet af kollegaer.
Tabet af trygheden i at vide, hvor pengene kom fra.
Jeg holdt fast i det, jeg kendte – for det ukendte gjorde mig usikker.

Min mor, som kendte mig bedre end nogen anden, syntes faktisk godt om, at jeg skulle stoppe.
Hun havde længe mærket, at jeg var stresset, men jeg benægtede.
Jeg havde jo bare travlt.

I dag kan jeg se, at hun havde ret.
Når jeg ser tilbage, forstår jeg, at min stofskiftesygdom og mit alt for høje blodtryk ikke kom ud af det blå – de var kroppens reaktion på et tempo, jeg ikke kunne holde i længden.
Min kloge mor så det, før jeg selv kunne.

Jeg er selvfølgelig i livet blevet presset af modstand,
så jeg frivilligt har vendt ryggen til – også når der kun var udsigt til det ukendte.

Det er først senere, jeg forstod, at modstanden ikke var forkert.
Den var bare et udtryk for, at jeg elskede det, jeg måtte give slip på.
Jeg elskede at have travlt.
Jeg elskede at hjælpe.
Jeg elskede at skabe.
Jeg elskede at have rammer, jeg skulle holde mig indenfor.
Og jeg elskede, at ansvaret blev delt med kollegaer og en leder.

Men livet bad mig om at flytte energien.
At bruge mine kræfter et nyt sted.

Jeg har lært, at forandring ofte banker på, før vi selv er klar.
At vi ikke skal skælde os ud for at reagere.
Modstand er bare et tegn på, at noget vigtigt er i bevægelse –
at noget i os skal vokse.

Jeg skulle lære at stole på mig selv og træffe mine egne beslutninger.
Og hvis jeg trådte forkert, skulle jeg lære af det i stedet for at skamme mig.

Når jeg mærker modstand i dag, prøver jeg ikke længere at presse den væk.
Jeg sætter mig stille med den og spørger:

“Hvad er det, du prøver at beskytte?”

Ofte er svaret: mig selv.
Min tryghed. Mit gamle jeg. Min historie.

Og når jeg ser det, kan jeg møde modstanden med taknemmelighed.
For bag hvert nej gemmer sig et stille ja –
et ja til livet, som det vil leves nu.

💭 Refleksion

Hvornår har jeg sidst mærket modstand mod en forandring?

Hvad prøvede min modstand at beskytte i mig?

Hvad skete der, da jeg endelig turde give slip?

 

Læs videre her