Uddannelsesfakta om Grete Heslou
Jeg er Sense Premium konsulent og ejer af GretesUnivers. Jeg blev uddannet som vægtkonsulent hos De danske Vægtkonsulenter i 2011. I juli 2015 startede jeg arbejde som Sense konsulent og blev i marts 2018 certificeret som Sense Premium konsulent. Jeg er Mentor i mad og psyke siden januar 2019. I marts 2019 blev jeg uddannet vanecoach v/Morten Elsøe & Anne Gaardmand og i december 2019 Overspisningscoach samme sted.
Jeg er i gang med uddannelserne Supervisor i mad og følelser, Oppe-guide og Skyggevejleder hos psykolog Mette Holm.
Med ovenstående brede palette af uddannelser, har jeg rigtig mange gode redskaber til at hjælpe dig med en ny og sund livsstil og nye kostvaner.
Jeg har siden 2011 hjulpet rigtig mange medlemmer til varigt vægttab.
Jeg er uddannet socialformidler og har arbejdet med mennesker, rådgivning og kommunikation siden 1980. Jeg har siden 2001 arbejdet med IT undervisning og support.
Jeg har selv tabt 24 kilo ved hjælp af kostomlægning og følger i dag Sense-principperne.
Jeg er Sense-rådgiver i Glostrup i Storkøbenhavn og i Næstved og desuden ONLINE-rådgiver for hele Danmark.
Grete’s vægttabshistorie
På grund af en stofskiftesygdom gik jeg i 2002 fra en str. 38 til en str. 46 i løbet af ganske kort tid. Ved hjælp af kostomlægning og ugentligt fremmøde hos en vægtkonsulent, lykkedes det mig at tabe 24 kilo i løbet af et års tid. Det gik lidt langsomt på grund af sygdommen. Med lavt stofskifte skal man forvente at vægttab tager ca. 4 gange længere tid end mennesker med normalt stofskifte.
Desværre forlod jeg vægtkonsulenten og holdet, inden jeg havde lært, hvordan jeg skulle leve fremover som potentiel overvægtig, der havde nået sit vægtmål. Jeg begyndte stille og roligt at slække på principperne. Der var jo ingen, der holdt øje med mig længere, ingen jeg skulle se i øjnene og forklare, hvordan det kunne være, at jeg ikke kæmpede for at bevare min genvundne idealvægt og selvtillid. Det blev ikke bedre, at jeg både var blevet skilt og holdt op med at ryge – så jeg trøstespiste – og derefter kom jeg ind i et nyt parforhold, hvor man ofte hyggespiser/-drikker.
Da jeg så billederne fra vores sommerferie i 2010, besluttede jeg, at ’nu var det nok’. I august 2010 hev jeg derfor igen programmet fra vægtkonsulenten frem og begyndte at leve efter principperne. Det lykkedes mig også at tabe mig, men da jeg var ved at gå i stå og manglede inspiration, meldte jeg mig til et online forløb, hvor jeg fik rigtig god hjælp og inspiration fra min online konsulent til at tabe de sidste kilo. Det lykkedes mig at tabe de 18 overflødige kilo og lande på min idealvægt igen i løbet af et år.
Fællesskabet er vigtigt
Efter at have nået min idealvægt igen har jeg sat mig et nyt mål: At bevare idealvægten. Og jeg ved, at jeg kun kan gøre det ved at gentage livsstilsprincipperne som en slags mantra, så de ender med at blive en 100 procent integreret del af mit liv. Samtidig med at jeg gik i gang med mit andet vægttab, tog jeg beslutningen om at uddanne mig til vægtkonsulent. Både for at støtte andre i at tabe sig og for at fastholde min egen motivation til fortsat at leve sundt.
Som Sense Premium konsulent og mentor i mad og psyke vil jeg gerne dele ud af min erfaring om, hvor vigtigt det er at sætte sig et realistisk mål og se gevinsten ved at bryde målet op i delmål, der er overskuelige. Jeg vil også gerne øse af mine erfaringer om, hvordan jeg får min sunde hverdag til at hænge sammen på den mest enkle måde.
Vi vil jo alle gerne komme lettest muligt frem til det bedst mulige resultat. Hvilken overvægtig person har ikke håbet, at Nupo var en hurtig måde at smide kilo på – men hvor er det bare kedeligt at leve af flydende mad, der smager af mel. Jeg har konstateret, at det vigtige er at lære at leve anderledes og sundere. Jeg har også lært, at sund kost og motion ikke alene er vejen til et VARIGT vægttab. Der skal ændres i de uhensigtsmæssige vaner. Og vaneændring sker ikke på en nat. Der skal arbejdes hårdt og vedvarende. Og dette arbejde sker for mange bedst i fællesskab på hold.
Ved siden af mit virke som Sense Premium konsulent har jeg fuldtidsjob, så selvfølgelig har jeg, som alle andre, brug for at komme smartest til målet, uden at jeg bliver træt af midlet. Det kan jeg give mange bud på, og Sense-konceptet er her idéelt.
Jeg prioriterer også højt at fortælle om de mange spændende måltider, jeg tilbereder og sætter til livs og samtidig suge inspiration fra medlemmerne om deres livretter og måder at gøre tingene på. For medlemmerne er mindst lige så vigtige som konsulenten i det her ’game’. For mig handler det om fællesskab. Om at hjælpe hinanden til at nå vores mål og fastholde dem. Møderne bliver klart mere kreative og idérige, hvis de foregår som en dialog mellem medlemmer og konsulent.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!