Her kan du læse mine korte refleksioner om vejret i november,
Jeg deltager i en Challenge i denne måned. Det handler om at skrive i 10 minutter om vejret. Gerne dagligt, men i hvert fald 5 gange. Hvilke tanker sætter det mon igang? Det bliver spændende at se.
Mette Weber, der er tovholder på denne udfordring, er forfatter og inspireret af Pablo Henrik Llambías. Pablo blev født i 1964 i Svenstrup ved Aalborg og voksede OP i Aalborg-forstaden. Han er er en dansk forfatter og multikunstner. I 2014 og 2015 udgav Pablo to undervisningsbøger i at skrive; den ene, Standardprædikenen, er rettet mod prædikenskrivende præster, mens den anden, Skrivning for begyndere, er skrevet til skønlitterært skrivende.
Skrivning for begyndere fungerer som en guide til at skrive og skabe litterære tekster. Gennem bogen deler Pablo indsigter og praktiske råd til nybegyndere, der ønsker at udvikle deres skrivetalent. Bogen er OPdelt i kapitler, som introducerer forskellige teknikker og øvelser for at hjælpe læserne med at finde deres egen stemme og stil. Samtidig reflekterer han over, hvad skrivning betyder, og hvordan man kan udtrykke sig autentisk. “Skrivning for begyndere” henvender sig især til dem, der søger en jordnær og inspirerende tilgang til at komme i gang med skriveprocessen.
Jeg glæder mig til at skrive.
Vil du med, så kan du tilmelde dig her
Hvis du undrer dig, kære læser, hvorfor jeg skriver OP med store bogstaver, så er forklaringen her: Jeg er uddannet OPPEguide og bruger OPPEteorien som mit livsfundament. At være OPPE er ikke Happy-Happy. OP er fri af modstand. Møder du modstand, så gør noget ved den. Accepter den, hvis den ikke kan ændres, ændr den om muligt eller flyt dig fra den. DU er ansvarlig for at skabe dit liv OPPPEfra
Søndag 17/11-24
En tur i Pinitum
I dag går turen til Herlufsholm Pinetum. En botanisk samling af sjældne fyrre- og nåletræer fra hele verden. Over 100 forskellige sorter af nåletræer.
Efter et par dages regn står skoven klædt i sin novemberpragt. Solens stråler bryder igennem de lysegrå og hvide skyer, som glider langsomt over himlen, mens vinde rusker blidt i træernes blade – de sidste, der endnu holder fast. Bladene rasler sagte, som om de hvisker farvel til grenene, før de overgiver sig til skovbunden.
Jorden er mørk og tung, mættet af regn, og hvert skridt på stien bringer en blød lyd, der blander sig med naturens hviskende stilhed. Duften af den mange grannåle hænger tungt i luften, frisk og levende, blandet med den dybe, jordiske aroma af våd jord og forrådnende blade. Deres glatte overflade gør hvert skridt til en balanceakt – en påmindelse om naturens kræfter. Jeg er taknemmelig for at jeg træner balance på min trampolin hjemme.
Lyset er magisk, gyldent og blødt, og det leger på de våde blade, der glimter som små spejle i skovbunden. Alt føles rent og nyt, som om regnen har vasket verden og efterladt den klar og åben. Der er en ro her, en stille storhed, hvor jeg kan mærke årstidens gang og naturens uendelige kredsløb.
Jeg elsker denne. plet i mit by. Jeg kommer til den store græsplæne, hvor mange fodboldkampe afvikles over sommeren. Målene er stillet til side og græsset skal hvile sig indtil næste års fodboldstøvler kommer og løber hen over det. Jeg drejer hovedet en smule til højre. Ser truende mørke, næsten sorte skyer nærme sig på himlen. Det er vist på tide at vende hjem i den varme stue og vente på omslaget i vejret, der er varslet.
Lørdag 16/11-24
Børnetanker om vejret.
Det regner, det blæser og det er koldt, siger Zafira på 8 år, der står sammen med mig og ser ud af vinduet.
Jeg bliver trist over det, siger hun, for så kan vi ikke lege udenfor. Vi kan heller ikke gå tur med hundene. Og vi kan ikke hoppe på trampolinen i haven. Indenfor kan vi lave noget andet, for eksempel som at spille et spil, tegne og kæle med hundene.
Jeg ser på nogle fine røde blomster, der står udenfor. De er ikke ægte, fortæller Zafira. Alligevel bliver jeg glad for at se på dem.
Gabriel på 10 år kommer hen til os. Jeg spørger hvad han tænker, når han kigger ud på vejret.
Der er meget grå på himlen og det kan gøre folk triste. Jeg bliver selv lidt trist, men det gør også at man kan være herinde og man kan spille lidt spil sammen, tegne og man kan få en kop varm kakao. Det blæser ikke så meget, men der er meget vand og der kommer mere og mere vand i vandpytterne. Snart holder det op igen. Men jeg vil ikke hoppe på trampolinen, for den er stadig våd.
Jeg elsker at være sammen med mine dejlige børnebørn ❤️❤️ de har allerede lært at gøre mørke tanker lysere.
Fredag 15/11-24
Vejret i himmelen
Kl. er 03:24 den 15. november 2024. Jeg vågner med et sæt og er lysvågen.
Nøjagtigt for to år siden, blev jeg ringet op kl 04 om morgenen. En ukendt stemme fra det plejehjem, hvor min mor lå for døden talte til mig. Hun havde lige tilset min mor og havde konstateret, at hun ikke længere var her på jorden. Hun var lige død. Sovet stille ind, som man vist siger. Mon tidspunktet var 03:24?
Jeg lukker øjnene og prøver at forestille mig, hvordan vejret er i himmelen. Der hvor min mor er sammen med alle de andre, der også er døde.
Jeg ser en stor have for mit indre blik. Det er haven hos min mormor og morfar i min barndom. Tjenesteboligen på Vestre fængsel, hvor min morfar arbejdede som bogholder. Haven har en stor, grøn græsplæne. Velplejet og blød. Næsten som fløjl. I midten af haven står et gigantisk æbletræ med store, røde, velduftende æbler. Solen skinner fra en blå og skyfri himmel. Temperaturen er behagelig varm på ca. 24°C. Der er en let vind, der leger med mit hår. Vejret i himmelen er magisk i dag.
I det fjerneste hjørne står et drivhus. Det er malet rødt, der hvor der er træ rundt om vinduerne. Indeni drivhuset står en seng og på den ligger min mor. Fredfyldt. Smuk. Rundt omkring hende står engle, med ansigter som alle dem jeg kendte, der ikke er her mere. Min tvillingesøster er der også. Uden ansigt. Hun døde, da vi blev født. Hun fortæller at mor stadig hviler sig efter sit 91-årige liv.
Jeg slår øjnene OP. Stunden i himmelen er forbi. Hyggelig og alligevel lidt skræmmende. Jeg svinger benene ud af sengen. Tager min morgenkåbe og mine sandaler på. Går udenfor i haven.
Vejret er klart med få skyer. Temperaturen er omkring 3-4°C. Der er en svag vind, der giver en lidt kølig følelse i luften. Luften er en smule fugtig. Det er fuldmåne, der giver lidt naturligt lys, selvom det stadig er mørkt på grund af den tidlige time og de lette skyer.
En ny dag er på vej.
Torsdag 14/11-24
En tur i skoven
Jeg går i skoven sammen med mine hunde. Jeg vil lade dem lege i bladene i det område, der er indhegnet til at hunde kan løbe uden line. Jeg vil også selv følge med i, hvor hurtigt bladene forlader træernes grene.
Grundtvigs salme *”Nu falmer skoven trindt om land” dukker OP i mit hoved. Jeg prøver at huske teksten. Det er en salme, der fanger efterårets skiftende vejr og naturens farvel. Skoven falmer, og løvet skifter farve og falder til jorden. Det symboliserer årets afsked. Vinden bliver køligere, og dagene kortere, mens solen stadig kaster sine sidste varme stråler over landskabet.
Grundtvig beskriver, hvordan naturen langsomt træder tilbage, som om den hviler før vinterens strenge tid. Salmen spejler de danske efterårsvejrudsigter, hvor vi ser de gyldne og røde nuancer, regnfulde og blæsende dage, og solstråler, der bryder igennem grå skyer.
Det samme sker i “min” skov. Og i dag er himlen blå og solen prøver at kæmpe om magten sammen med kulden.
Efteråret minder mig om livets cyklus og skaber en dyb ro og taknemmelighed for naturens rigdom, som langsomt falmer, før vinteren tager over.
Tirsdag 12/11-24
Så kom solen frem
Jeg sætter mig for at skrive om vejret, selvom jeg var træt af det i går. Jeg er indenfor i dag. For at skabe den afveksling, der er så vigtig. Jeg er gået ovenpå. Herfra har jeg ikke set på vejret.
Jeg rejser mig og åbner vinduet. Det er vigtigt at mærke vejret. Hvad gør det ved mig?
Luften er kold. Ikke kølig, den er kold. Og hey der er solen jo. Velkommen tilbage! Dig har jeg ikke set nogle dage. Jeg bliver glad, når jeg ser solen. Det har regnet tidligere. Vejen er våd. Lige nu regner det ikke. Skønt. Vimplen på flagstangen bevæger sig, så det er ikke helt vindstille. En let brise, tror jeg det kaldes.
Ser på guldfiskedammen fra oven. Der er stadig fisk, der svømmer rundt. De er ikke gået på bunden endnu. Vandet er under 10 grader, så de bliver ikke fodret mere. De skal først ha mad til foråret igen. Måske er de stadig sultne, dem der svømmer rundt i overfladen. Leder efter mad. Men de finder ikke noget. Det der var, er spist.
Jeg kigger ud af det andet vindue, der er i Hjerterummet. Ser genboens gule Dahliaer, der stadig blomstrer. Får øje på mit vejskilt, der fortæller om at GretesUnivers findes i dette hus. Der kommer ikke mange på vejen – alligevel gav det kunder. Det er blevet snavset af vejr og vind. Jeg vil gøre det vinterklar med en fugtig klud, så det stadig bebuder, at Universet er åbent.
mandag 11/11-24
Gråvejret fortsætter
Dog er der udsigt til opklaring. 8 grader næsten ingen vind. Luften er tung og fugtig.
Jeg er lidt træt af at skrive om vejret i øjeblikket. Måske lagde du mærke til, at der ikke var skriv i går. Måske fordi det er ensformigt. Måske fordi andet fylder i mit hoved og i mit hjerte. Jeg håber snart, der sker noget andet, som kan inspirere til at skrive nyt om vejret. Et stormvejr eller lidt sol. Det betyder ikke noget – bare det ikke er ensformigt.
Variation er vigtig. I stort ser alle forhold. Vejret, maden vi spiser, det vi laver …
Jeg går fordi Jyttes hus. Jytte er 99 år. Jytte sidder næsten altid i sin stue og ser ud på vejen. Jytte kommer ikke udenfor mere. Hun kan ikke fornemme vejret. Kun se på det. Bruge sin hukommelse, når hun skal huske, hvordan en grå og diset dag, som i dag, føles mod huden. Der er ikke meget variation i Jyttes liv. Gætter jeg på. For jeg ved det jo ikke. Hun får besøg af hjemmeplejen 4-5 gange om dagen. Datteren kommer også og siger hej. Og nogle børnebørn. Måske læser hun, når hun sidder i sin stue. Måske lytter hun lydbog. Eller gætter krydsord. Jeg ved det ikke. Tanken om at jeg en dag ikke kan fornemme vejret mod min hud skræmmer mig.
Lørdag 9/11-24
Besværlige mennesker skaber usynligt vejr
Igen i dag grå jeg ud med hundene. Hvor turen skal gå hen, vil jeg lade hundene afgøre. Hvor trækker de hen, når vejen deler sig?
Vejret er lidt diset. Det er en smule koldere end i går. Det går den naturlige vej for novembervejret.
Hundene snuser i naboernes sten udenfor deres huse. Der har nok været en hund før dem, der har sat et visitkort, der skal identificeres. Det har ikke regnet meget de sidste dage, så visitkortene er ikke trykket længere ned i jorden.
Vi kommer til første deling af vejen – de vælger at gå til venstre. Dejligt, tænker jeg – en tur på Fodsporet. En gammel jernbanestrækning til Slagelse, der nu er asfalteret og beregnet til fodgængere og cyklister.
En sur mand i en have stopper mig og påstår, at mine hunde forleden dag havde skidt på hans grund og at jeg ikke havde samlet op. Helt urimeligt for jeg samler altid op. Jeg fortæller manden, at det ikke passer og han bliver bare ved. Jeg går til sidst videre. Flytter mig fra det negative. Besværlige mennesker er mennesker med besvær. Stakkels mand.
Vejret bliver usynligt nu. Jeg sanser ikke at nyde efteråret. Jeg tænker på den uretfærdige beskyldning. Kommer i tanke om min yndlings-sætning: Vær den kloge, der stopper. Viser tankerne om den sure mand døren ud af mit liv og byder efterårets farver velkommen. Fokus på det der virker – det hjælper altid.
Fredag 8/11-24
På grænsen til regn
I dag byder vejret på klassisk novemberstemning. Himlen er overskyet, og temperaturen ligger stabilt omkring 8 grader – lige på grænsen mellem køligt og lunt for årstiden. Der er en let vind, der blidt rusker i de sidste blade på træerne, mens jorden efterlader en fugtig duft fra dagens dug. De grå skyer fylder himlen uden tegn på regn. Det giver dagen en rolig, dæmpet tone. Det er den slags vejr, der indbyder til en stille eftermiddag med en varm kop te og et godt tæppe.
Hundene skal dog lige have en tur først. Det er dagens anden tur. Folk i kvarteret er begyndt at vende hjem fra arbejde. Hjem til weekend. Jeg hilser på Oday, min tidligere udlejer, da GretesUnivers havde et fysisk lokale i nærområdet.
Nu er vi snart hjemme og teen kan brygges og tæppet findes frem. Hyggen skal skabes. Intet kommer af sig selv.
Torsdag 7/11-24
Hvis du ikke er der hvor du vil være, står du selv i vejen
Igen i dag er vejret gråt og trist. Jeg synes jeg bliver lidt mere trist i dag end de andre dage, hvor det også var gråt og trist. Måske er det fordi farverne fra efteråret stadig falmer.
Snart er alle de smukke farver forsvundet.
Jeg beslutter at opsøge farverne i skoven. Sætter snor på hundene, og går mod skoven i min baghave. På vejen møder jeg en dame, der ser lige trist ud. Jeg smiler til hende og hun smiler igen. Vores dag bliver med et smil straks lidt bedre.
I skoven løftes mit humør omgående. Skoven er stadig fyldt med smukke farver – grønne i flere nuancer, gul, orange, lys og mørk brun. Vi går ind i hundeskoven, der er fyldt med blade, der er faldet til jorden. Bladene er sjove at lege i for hundene.
Vi møder en lille brun gravhund ved sin ejer. Vi hilser – menneskerne imellem, hundene imellem og vi mennesker på hinandens hunde. Ønsker god dag og går videre. Igennem skoven og ud igen. Hjemad for at skabe resten af dagen, som jeg ønsker, den skal være.
Onsdag 6/11-24
Tirsdag 5/11-24
Hunde skal luftes i al slags vejr
Jeg er den lykkelige ejer af to Cavalier, der gerne vil ud og gå tur hver dag uanset vejret. I dag er det igen tørt. En lille smule køligt. Det betyder ikke noget. Vi holder os i gang og får varmen på den måde. Vi går ruten som vi plejer. På den måde kan jeg se dag for dag hvordan efteråret udvikler sig. Hvordan træerne bliver mere og mere nøgne og hvordan de smukke efterårsfarver forsvinder. Ved banelegemet er der stadig smukke efterårsfarver. Jeg tror bladene sidder løst på træerne, så når den første storm melder sin ankomst, falder bladene nok til jorden og venter på at sneen kommer og lægger sig smukt på træernes grene.
Nu har vi snart gået 10 minutter og dagens skriv er indtalt. Stopper snart diktafonen. Det er ikke nemt at lufte hunde og skrive på tastatur samtidigt. Den nye teknologi med diktering er fantastisk. Det er muligt at tænke, tale og bevæge sig fremad. Nu går turen hjemad til min søde ny-opererede mand, der plejer at dele hundelufteturen med mig. Jeg må hjem og fortælle ham hvordan vejret er i dag.
Mandag 4/11-24
Det usynlige vejr
Min elskede mand skulle have nyt knæ her til morgen. Kl 6:30 kørte vi mod sygehuset. 5 minutter fra vores hjem. Vejret var usynligt. Jeg ænsede ikke om det var vådt eller tørt, koldt eller varmt. Jeg var bare urolig. Hele min krop var i alarmberedskab. Det er prisen for at elske. Der er altid risiko ved operationer. Også selvom det er rutine for kirurgen. Vejret er jo som vejret er. Usynligt eller synligt.
Kl er nu 12:45. Alt er gået godt og vejret er igen synligt. Lidt gråt. Lidt blå himmel i det fjerne. Tørt. 12 grader udenfor. Udsigt fra 8. etage – trist. Ligegyldigt. Det vigtigste er ikke vejret i dag. Det vigtigste er min elskede. Jeg får varmen, som var det solen, jeg sad i, af at se på ham og kuldegys af at tænke på, hvis det værste var sket. Min vejrudsigt står på følelser i dag. Sol i mit hjerte. Vel helt naturligt. Taknemmelig for at bo i Danmark med al den hjælp vi kan få, når vi behøver det.
Søndag 3/11-24
Vejret på landevejen
Jeg sidder som passager i bilen på vej til Solrød. Jeg skal møde min ældste søn til gudstjeneste i en kirke, han har valgt til vores samvær.
Himlen er fyldt med skyer. De er lyse og ikke fyldt med regn. Udenfor er der 9 grader. En kølig dag.
Træerne, der suser forbi vinduerne, er halvnøgne. Nogle har stadig de smukke efterårsfarver. Nogle marker er brune og kedelige. Andre grønne med vinterafgrøderne på vej frem. Uanset temperatur kan noget gro. Livet er forunderligt.
I betragtning af at det er tidligt søndag formiddag, er der pænt med biler både den ene og den anden vej. Hvor mon de er på vej hen. Måske ud for at nyde naturen i det skønne kølige efterårsvejr.
Jeg glæder mig over dagen, der er startet. Den skal skabes med kærlighed og varme. Masser af hygge med mine sønner og deres familier. Og arme omkring min hals fra alle mine fire børnebørn. Stærke arme fra mine sønner, der omfavner mig – længe. Vi skal fejre Mortens aften. En tradition vi altid finder en plads til.
lørdag 2/11-24
SolOPgang og kulde
Jeg har lige sagt farvel til en veninde, der har overnattet i Kaben, som er vores gæsteværelse til Dukkehuset. De bare fødder i klipklappere fortæller mig, at jeg skal ind igen. Der er rimfrost på de to stegepander, der står på salgsbordet ud mod vejen.
Klokken er 7:30. Solen er lige stået OP. Der er ikke mange skyer på himlen. En genbo har et meget højt træ, som solens stråler rammer. Huset bag træet ligger badet i sol. Sikke en skøn morgen. Jeg føler glæden boble i brystet. Jeg skutter mig i kulden. 3 grader fortæller termometeret. Ind i varmen!
Jeg sidder i udestuen, hvor der er lidt varmere. Jeg kan stadig se ud på vejret. Fødderne takker mig fordi jeg gik ind. Novemberkaktusserne i vindueskarmen har store fede knopper. De springer snart ud. Jeg glæder mig. Jeg elsker novemberkaktus.
Genboens drivhus er uigennemsigtigt på grund af frost på ruderne. Det har været koldt i nat. Hvor længe mon genboens smukke gule Dahliaer overlever.
En god dag skal skabes.
Fredag 1/11-24
Den brændende busk
Det er ikke en torne-busk, som den Moses mødte. Det er en japansk ahorn, der står ved guldfiskedammen. Bladene er ved at visne. Det ligner at der er ild i den.
Der er lidt bevægelse i alle planterne i haven. Efteråret er her. Skellettet, fra gårsdagens Halloween, der hænger smilende på døren til den overdækket terrasse, bevæger sig lidt i vinden. De små lille bambus vindspil, der hænger i haven, spiller deres lystige melodi i vinden og den snoede pileflet dekoration ved siden af dem, danser med.
Luften er mild, så jeg kan, på trods af tidspunktet på dagen 7:15 og tidspunktet på året den 1. november, sætte mig på en havestol og fornemme stemningen.
Asfalten på vejen er tør, så det har ikke regnet. Skyerne på himlen er overvejende grå og har meget travlt med at flyve henover himlen – de flyver mod øst. Et lille hul i skyerne viser et stykke af den blå himmel. Solen er lige stået OP. Der har været en flyvemaskine hen over himlen – også mod øst – hvor mon den er på vej hen.
Dagene er skudt i gang og jeg vil skabe den som en god dag.
