Grete’s vægttabshistorie

På grund af en stofskiftesygdom gik jeg i 2002 fra en str. 38 til en str. 46 i løbet af ganske kort tid. Ved hjælp af kostomlægning og ugentligt fremmøde hos en vægtkonsulent, lykkedes det mig at tabe 24 kilo i løbet af et års tid. Det gik lidt langsomt på grund af sygdommen. Med lavt stofskifte skal man forvente at vægttab tager ca. 4 gange længere tid end mennesker med normalt stofskifte.

Desværre forlod jeg vægtkonsulenten og holdet, inden jeg havde lært, hvordan jeg skulle leve fremover som potentiel overvægtig, der havde nået sit vægtmål. Jeg begyndte stille og roligt at slække på principperne. Der var jo ingen, der holdt øje med mig længere, ingen jeg skulle se i øjnene og forklare, hvordan det kunne være, at jeg ikke kæmpede for at bevare min genvundne idealvægt og selvtillid. Det blev ikke bedre, at jeg både var blevet skilt og holdt op med at ryge – så jeg trøstespiste – og derefter kom jeg ind i et nyt parforhold, hvor man ofte hyggespiser/-drikker.

Da jeg så billederne fra vores sommerferie i 2010, besluttede jeg, at ’nu var det nok’. I august 2010 hev jeg derfor igen programmet fra vægtkonsulenten frem og begyndte at leve efter principperne. Det lykkedes mig også at tabe mig, men da jeg var ved at gå i stå og manglede inspiration, meldte jeg mig til et online forløb, hvor jeg fik rigtig god hjælp og inspiration fra min online konsulent til at tabe de sidste kilo. Det lykkedes mig at tabe de 18 overflødige kilo og lande på min idealvægt igen i løbet af et år.