Om Elli- Folkepensionist, efter 41 års ansættelse i Flyvevåbnet
- Bor sammen med sin mand, til sammen har de fire voksne børn
- Vægt før: 97 kilo
- Vægt nu: 63 kilo
- Højde: 159 cm
Elli har gennemført hele sit vægttab hos GretesUnivers i Glostrup. Hun er i dag en uundværlig del af holdet, der arbejder med vaneændringer. Elli hjælper med opstilling af borde/stole/bøger, modtager medlemmerne med et smil, klargører medlemsbøgerne til vejning hos konsulenten, hjælper med oprydning og er i det hele taget et fantastisk levende eksempel på at det er muligt at gennemføre et stort vægttab og holde fast i livsstilen og den nye vægt med lidt naturlige svingninger op og ned.
Sådan levede jeg før Sense
Min vægt har gennem hele mit liv været svingende. Helt tilbage fra min barndom kan jeg huske følelsen af at være overvægtig. Jeg har altid haft svært ved at mærke, når jeg var mæt. Derfor har jeg overspist, ikke så meget af søde sager, for dem har jeg ikke trang til – men mere af den almindelige mad. Der er røget alt for meget ned: Kød, kartofler, sovs og grøntsager. Tidligere sprang jeg hver dag morgenmaden og frokosten over. Det vil sige, at jeg faktisk gik hele dagen uden at spise. Det generede mig ikke. Nogle mennesker var måske blevet utilpasse, men jeg har aldrig været blodsukkerfølsom, så det passede mig fint at nøjes med at spise en gang om dagen. Til gengæld betød det, at jeg var godt sulten, når vi endelig nåede frem til aftensmaden. Og så spiste jeg alt for meget.
Kiloene er kommet snigende over årene. Jeg kan ikke som sådan pege på en bestemt periode i mit liv og sige, at her tog jeg på – det har mere været et jævnt forløb. Da jeg vejede mest, sagde vægten 97 kilo. På det tidspunkt var jeg begyndt at føle mig rigtig skidt tilpas. Jeg blev forpustet af det mindste, og det begrænsede mig i min hverdag. For eksempel kunne noget så simpelt som at bukke mig ned for at tage sko eller støvler på være meget fysisk krævende for mig. I 2017 følte jeg, at det var på tide, at jeg fokuserede på at gøre noget godt for mig selv. Det havde jeg nok ikke rigtigt prioriteret tidligere i mit liv.
Jeg havde læst om Sense på nettet, så jeg besluttede mig for at købe en bog om Sense og meldte samtidig min datter og mig selv til en Sense-bootcamp hos Sense-konsulent Grete Heslou i Glostrup. Det var i januar 2017, og bootcampen løb over 14 uger. Som mange andre overvægtige har jeg gennem mit liv afprøvet forskellige slankekure – uden at finde nøglen til det, der virker. Gennem min arbejdsplads havde jeg for eksempel været på WeightWatchers, men jeg kørte sur i at tælle kalorier og veje maden. Derfor tiltalte det mig fra starten rigtig meget, at man i Sense hverken skal veje eller måle sin mad – ikke med andet end hænderne i hvert fald. Det var ikke så besværligt, og det kunne jeg godt lide.
Sådan lever jeg efter Sense
Bootcampen hos Grete blev et meget fint startskud for mig, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville fortsætte på et vægttabshold hos Grete efterfølgende. Min datter stoppede efter bootcampen, fordi hun havde for travlt til at kunne holde fast, så jeg fortsatte rejsen uden hende ved min side. Hun nåede at tabe sig og har også holdt sit vægttab siden. Jeg er sikker på, at hun kommer i gang igen, når hun får roen til det.
Lige fra starten af bootcampen oplevede jeg at tabe mig. Samlet set er vægten ikke kun gået ned. Der har været et par uger, hvor jeg har taget lidt på i stedet for at tabe mig. Det har nu ikke slået mig ud, for jeg har hele tiden kunnet mærke på min krop, at der er sket noget. Tingene har ligesom omrokeret sig. Derfor har jeg hver uge oplevet, at det har været motiverende. Jeg har aldrig haft et ønske om, at det skulle gå hurtigt med mit vægttab. Jeg ville gerne have mig selv med i processen, og jeg har bevidst valgt indimellem at tage nogle dage, hvor jeg ikke senser – for eksempel hvis vi har skullet noget særligt, hvor jeg har vidst, at der ville være mange fristelser. Så har jeg valgt at slippe Sense, og det har fungeret fint for mig. Det har ikke været svært for mig at komme op på hesten igen efter nogle dage – tværtimod har jeg følt mig motiveret og klar til at starte op igen hver gang. På samme måde har jeg også valgt at have en fast dag om ugen, hvor jeg spiser og drikker nøjagtigt, hvad der passer mig. Det kan være, at jeg drikker mere end et enkelt glas vin eller øl eller spiser lidt mere, end jeg plejer. Det fungerer godt for mig at gøre det på den måde, men det ikke er jo ikke sikkert, at det ville gøre det for alle.
Det var en stor forandring for mig, at jeg pludselig skulle til at spise morgenmad og frokost. Især morgenmaden var svær for mig. Her skulle jeg synke spyttet mange gange. Det var svært at vænne sig til. Den sidste tid har jeg reduceret de tre spisekasser til to. Det fungerer bedre for mig. Som regel spiser jeg om morgenen og så først igen til aften. Jeg sørger for at fylde min spisekasse godt op om morgenen, så jeg er sikker på, at jeg kan holde den kørende helt til om aftenen. Min aftensmad er stort set den samme, som den altid har været. Helt almindelig husmandskost som frikadeller og hakkebøffer. Jeg har skruet op for mængden af grøntsager og ned for mængden af sovs. Og så holder jeg mig til en enkelt portion.
Sådan fungerer familien på Sense
I dagligdagen er vi kun min mand og jeg. Vi anretter altid vores mad i køkkenet. Min mand spiser, som han altid har gjort. Han har ikke tabt sig, efter jeg er begyndt at leve efter Sense, men han trængte heller ikke til det. Min mand er sønderjyde, og han får sin eftermiddagskage hver dag. Jeg spiser aldrig kage sammen med ham. Det kunne jeg aldrig drømme om – og jeg har heldigvis slet ikke lysten til det. Hvis jeg en sjælden gang spiser et stykke kage, er det altid for at være høflig – de såkaldte hensynskalorier. Det er fint nok, så sørger jeg blot for at kompensere et andet sted i min kost.
Min mand og jeg har fire børn tilsammen, og når de er hjemme at spise hos os, så laver vi den samme mad, som jeg altid har lavet. Jeg sørger for, at sammensætningen på min tallerken holder sig inden for Sense-rammerne, når jeg hælder op. Selvfølgelig snakker vi om Sense, når børnene er her, for de bemærker jo også mit vægttab. Men jeg tror nu ikke, at de som sådan kan mærke en forskel på den mad, de får serveret. Ændringerne er primært foregået i og hos mig.
Sådan tackler jeg udfordringerne
Den sværeste udfordring for mig var at vænne mig til at spise tre måltider om dagen. Det var svært, fordi jeg gik fra et spisemønster, hvor jeg kun spiste en gang i døgnet. I dag har jeg vænnet mig til det, men det kræver lidt vedholdenhed i starten, når man gerne vil ændre vaner.
Jeg havde på forhånd udvalgt 2017 til at være det år, hvor jeg fokuserede på at tabe mig. Det har jeg holdt. 2018 har jeg udvalgt til at være det år, hvor jeg får koblet motion på. Det er indtil videre lykkedes rigtig godt. Jeg går minimum 15.000 skridt om dagen – tit når jeg helt op mod 20.000. De dage, hvor jeg ikke kommer så meget ud, bruger jeg min stepmaskine. Jeg er god til at sætte nogle mål for mig selv. I Sense-gruppen hos Grete satte jeg i starten et mål på 10.000 skridt om dagen. Men det blev hurtigt for lidt, kunne jeg mærke. Derfor forhøjede jeg til 15.000. Og nu har jeg indført, at jeg, de uger, hvor jeg ikke når mit mål på de 15.000 skridt om dagen, får en lille straf, der lyder på, at jeg ugen efter skal gå 20.000 skridt om dagen. Jeg trives godt med at udfordre mig selv, og jeg kan tydeligt mærke, hvordan jeg får det meget bedre fysisk, når jeg dyrker motion.
Derfor virker sense for mig
Sense fungerer først og fremmest for mig, fordi det er så enkelt et system. Jeg skal ikke veje og måle min mad, men blot bruge min sunde fornuft og følge fordelingen på tallerkenen. Der skal så lidt til at få maden til at præsentere sig mere indbydende. Til at starte med fulgte jeg bogen ’To nemme uger med Sense’. Retterne heri faldt meget fint ind i de retter, jeg i forvejen plejer at lave. Siden har jeg blot lavet min egen mad – med inspiration fra Facebook. Vi spiser meget varieret, og har altid gjort det. Over tre uger spiser vi ikke den samme ret to gange. Så alt det her med at lave mad og finde på retter er ikke nyt for mig.
Jeg har fået en vane med at tage billeder af al min mad. Til at starte med skrev jeg alt ned, som jeg spiste, for at sikre mig, at jeg havde fat i den rigtige fordeling. Det gør jeg ikke længere – men det at tage et billede har lidt den samme funktion for mig. Det bliver en dokumentation, hvor jeg kan tjekke, at alt er, som det skal være i forhold til håndfulde og fordeling. Vanen er blevet så indgroet i dag, at min mand kommer med telefonen til mig, inden vi sætter os ved bordet. Jeg lægger nogle gange madbilleder op i en lukket Facebookgruppe, vi har på vores Sense-hold. Jeg får altid positiv respons, og jeg synes, det er dejligt at kunne inspirere andre.
Det virker rigtig godt for mig at gå på et hold. Jeg holder meget af det sammenhold, vi har. Vi kan inspirere hinanden, og der er altid tid til en god snak og et par gode råd, hvis man har brug for det. Grete er meget støttende og motiverende at gå hos, og jeg tør godt sige, at mit vægttab aldrig var blevet så vellykket, hvis det ikke var for hende. Jeg er ikke typen, der trives med at sidde alene hjemme. Jeg nyder at komme ud, og jeg glæder mig hver uge, til det bliver onsdag, og jeg skal hen til Grete.
Selvom både Grete og jeg egentlig troede, at jeg var i mål med mit vægttab, så har vi måttet ændre vores opfattelse lidt. Jeg har været på Rigshospitalet for at blive vurderet til en operation, da jeg har problemer med smerter i min ryg. Lægerne vurderede imidlertid, at mit BMI er for højt, så før en operation kan komme på tale, skal jeg tabe mig yderligere et par kilo. Så pludselig fik jeg et nyt mål, og det er det, vi går efter lige nu.
Hver onsdag, når der er hold hos Grete, møder jeg 45 minutter før, Grete skal veje os medlemmer og sørger for bordopstilling. Jeg modtager medlemmerne i afdelingen når de ankommer og modtager også betaling for forlængelse og bogsalg. Jeg ved efterhånden rigtig meget om Sense, og derfor hjælper jeg også Grete med at svare på spørgsmål fra de andre medlemmer – både i afdelingen og i vores lukkede Facebookgruppe. Det giver mig rigtig meget at hjælpe andre, så jeg fortsætter og har bestemt ikke planer om at stoppe på holdet – heller ikke når de sidste par kilo er røget.
Mine fysiske gener har også haft godt af min livsstilsændring. Jeg har på mit arbejde siddet i et miljø med skimmelsvamp, og det har påvirket mine lunger. Denne udfordring kombineret med den overvægt, jeg tidligere slæbte rundt på, betød, at jeg kæmpede med forpustethed – som jeg tidligere fortalte om. Mit vægttab og motionen har gjort en stor forskel. Jeg kan gå stærkt nu – ja, der er virkelig kommet tempo på. Jeg er heller ikke længere besværet, når jeg skal have sko og støvler på. Det nyder jeg i høj grad. 30 kilo er meget at tabe, og når jeg ser mig i spejlet, kan jeg blive helt overrasket – og meget glad, for jeg kan godt lide det, jeg ser i spejlet. Jeg har måttet skifte alt mit tøj, fordi jeg er gået fra en størrelse 48 til en størrelse 38. Det er noget af en forvandling.
Gode fif
Det er meget vigtigt, at man ikke bliver for utålmodig, men at man afsætter den tid, der er nødvendig. Hvis man stresser sig selv og synes, at det skal gå så og så hurtigt, så bliver det ikke en succes. I starten tager det tid at vænne sig til alt det nye, og det kræver noget planlægning af indkøb og madlavning. Når man efter noget tid er inde i principperne og har styr på håndfulde og tallerkenfordeling, bliver det lettere, for så begynder Sense at blive en livsstil, der ligger på rygraden.
Jeg har aldrig købt take away, men havde i forvejen en god vane med altid at have mad i fryseren – både grøntsager og hakkebøffer osv. Det råd vil jeg gerne give videre, for det kan redde én i en snæver vending. De dage, hvor man ikke har fået handlet, og hvor man måske ellers ville have ringet efter en pizza, kan man i stedet hente noget ordentlig mad, der er let at lave, ude i fryseren. Det fungerer godt for mig, og det kræver kun, at man husker sig selv på at fryse rester ned og sørger for at tanke op med frosne grøntsager jævnligt.
